✓ Fri fragt ved køb over 599,-⠀ ✓ Hurtig Levering 1-3 hverdage⠀ ✓ 30 dages returret⠀ ★★★★★ på Trustpilot

Undgå dårlig lugt i din vaskemaskine

Et af de oftest stillede spørgsmål til vores udvalg af bæredygtige vaskemidler er, om vaskemaskinen kommer til at lugte, når der ikke er tilsat enzymer og sæbe til vaskemidlerne. Og sandheden er, at selv med enzymer og sæbe i vaskevandet vil vaskemaskinen med tiden kunne udvikle en muggen og sur lugt. Der findes dog helt enkle metoder til at undgå det – og de virker både ved brug af traditionelle vaskemidler og den mere miljøvenlige af slagsen, som er fri for både enzymer, sæbe og parfume.

Hvorfor luger min vaskemaskine grimt?

Den dårlige lugt i din vaskemaskine kan opstå af flere årsager;

Først og fremmest er det uundgåeligt, at kalk, skidt og sæberester med tiden samler sig i maskinen. Det skaber gode forhold for, at bakterier kan etablere sig og gro. Desuden vil forkert dossering af sæbe og skyllemiddel få vaskemaskinen til at kalke yderligere til, hvilket nedsætter maskinens levetid.

Mange er også begyndt at vaske meget mere ved lave temperaturer end tidligere. Og det giver rigtig god mening ift. energiforbruget. Men de lave vasketemperaturer kan ikke slå bakterier ihjel og vil, hvis ikke der kogevaskes med jævne mellemrum, give bakterier gode muligheder for at overleve og udvikle sig.

Dernæst kan fugt være skyld i lugtgenerne i din vaskemaskinen. Hvis maskinens låge og sæbeskuffe står lukket efter vask, får din vaskemaskine ikke mulighed for at tørre og kan derfor hurtigt begynde at lugte fugtigt og surt.

Så hvis du vil have rent og velduftende tøj og en lugtfri vaskemaskine, kræver maskinen altså en jævnlig rengøring.

Guide til grundig rengøring af din vaskemaskine

Den grundige rengøring af vaskemaskinen

For at sikre din vaskemaskine længst mulig levetid, og fjerne eller forhindre dårlig lugt, anbefales det at give maskinen en grundig rengøring 2-4 gange om året, afhængigt at hvor ofte du vasker og vandets hårdhed i området, hvor du bor. 

Start med at rense trevlsien. Hæld derefter 30 g citronsyre eller en kop hvid eddike i sæbeskuffen og kør en vask, uden tøj, ved 60 grader. Hvis maskinen herefter stadig lugter grimt gentages processen én eller to gange mere, inden du slutter af med at køre en vask uden citronsyre/eddike.

Hvis din vaskemaskine påfyldes fra fronten, kan sæbeskuffen tages ud. Læg den i blød i varmt vand tilsat hvid eddike og brug en gammel tandbørste til at gøre den ren. Skyld den grundigt og lad den tørre før du sætter den på plads.

Maskines ydre og gummilisten rund om døren og i åbningen rengøres med et mildt rengøringsmiddel, f.eks. BioBaula Universalrens, og tørres efter med en blød klud. Er gummilisten jordslået, kan det være nødvendigt med en mild kloropløsning.

Til slut lader du maskinen stå med åben låge, til den er helt tør. Nu skulle din vaskemaskine gerne dufte friskt og rent.

Forebyg dårlig lugt i vaskemaskinen med disse simple råd

  • Kør en kogevask én gang om ugen. Både sengetøj, håndklæder og rengøringsklude tåler fint en kogevask. Bakterier elsker lave temperaturer. Derfor kan din vaskemaskine nemt komme til at lugte dårligt, hvis du udelukkende vasker med koldt vand.
  • Tøm maskinen umiddelbart efter vask. Hvis du lader dit våde tøj ligge længe i maskinen, vil både tøjet og maskinen komme til at lugte surt.
  • Aftør indersiden af lågen og dens pakning med en blød klud eller et viskestykke hver gang du har tømt maskinen for tøj. Vær særligt opmærksom på, at der kan ligge en del vand i bunden af åbningens gummipakning, som også skal tørres op. Det holder lågen ren og forhindrer grobund for mug og skimmel.
  • Lad lågen og sæbeskuffen stå på klem, når du ikke vasker. På den måde giver du maskinen mulighed for at tørre.
  • Tjek vandets hårdhed der hvor du bor og dosér vaskemiddel derefter. Jo hårdere vand, jo mere vaskemiddel er der behov for. Underdosering af vaskemiddel kan føre til sur lugt mens overdosering kan bevirke at sæben ikke skyldes ordentlig ud af tøjet og maskinen under vask. Tjek vandets hårdhed i dit område her.
Undgå grim lugt i vaskemaskinen med disse simple trics

Gør disse simple råd til en vane, og du vil opleve at dit tøj føles mere rent og friskt, samtidig med at din vaskemaskine ikke lugter grimt.

Rigtig god vaskelyst.



Forrige blogindlæg