Vasketøj - sådan tørrer du bedst dit tøj

Der er rigtig mange penge at spare ved at hænge dit vasketøj til tørre frem for at smide det i tørretumbleren.

Faktisk kan en familie på to voksne og to børn spare op til 1.500 kr. og 380 kilo CO2 om året ved at vælge tørresnoren frem for tørretumbleren. Og det er nemt sparede kroner, for tøjet kan tørre udenfor langt de fleste dage om året.

Sådan tørrer du dit tøj udendørs

Mange tørrer kun tøj udendørs i sommerhalvåret. Men faktisk er både efterårets og vinterens kolde, tørre luft yderst effektiv til at tørre tøjet og give det en lækker duft at frisk luft. Og som en ekstra bonus i hatten, undgår du desuden at belaste dit indeklima med høj luftfugtighed og øgede mængder af støv.

Valg og placering af tørrestativ

Bor du i lejlighed og har en lille altan, giver det måske sig selv med placering af et mindre tørrestativ. Men måske har du også mulighed for at sætte tørrestativet ned i gården eller hænge permanente tørresnore op, så andre i ejendommen også kan få glæde af muligheden for lufttørret tøj.

Har du egen have, så sørg for at tørrestativet er placeret et sted, som er nemt at komme til men som ikke er i vejen for hverken dig eller naboens udsigt.

Du kan med fordel vælge en luftig plet i haven, så vinden hjælper med til en hurtigere tørring. Vær dog opmærksom på, at direkte sol kan blege tøjet og at nogle træer drysser eller tiltrækker fugle som gerne vil toilette fra træets krone.

Vasketøj på tørrestativ i haven

Et tørrestativ behøver ikke være et kedeligt stativ at trykimprægnerede bjælker og plastiksnor. Man kan sagtens tænke stativet ind i husets arkitektur ved at benytte samme materialer, farver eller udformning.

Du kan også lade tørrestativet blive en integreret del af haven, ved at lade klatreplanter kravle op ad stolperne eller montere det siden af havehuset.

Har du mulighed for at placere din tørresnor under halvtag, giver det mulighed for at tørre tøj ude selv på regnvejrsdage, eller inden du kører hjemmefra uden at skulle bekymre dig om en evt. regnbyge senere på dagen.

Sådan hænger man vasketøj op

Tør din tørresnor af med en fugtig klud engang imellem, så du undgår striber og skidt på tøjet.

Hvis du, som jeg, altid vasker tøjet med vrangen ud, for at undgå for megen slid, kan du med fordel også tørre tøjet på vrangen. På den måde undgår du at evt. skidt fra tørresnoren bliver synlig på tøjet. Og skulle solen skinne på tøjet under tørring, vil kun indersiden af tøjet blive udsat for dens blegende effekt.

Giv tøjet en rystetur inden du hænger det op. Det vil løfte fibrene i tekstilerne og gøre tøjet mere luftigt og blødt, mens det vil krølle mindre.

Brug tøjklemmer, så vinden ikke fordeler dit vasketøj i hele nabolaget. Placer tøjklemmerne i linningen på bukser og i sidesømmene eller under armene på bluser og t-shirts. Skjorter hænges på bøjle og knappes i halsen, hvorefter bøjlen hænges op.

Vasketøj på tørresnor i haven

Sådan tørrer du dit tøj indendørs

Bor du i en lejlighed hvor du ikke har mulighed for at tørre tøjet i en vaskekælder eller i gården, kan det være nødvendigt at tørre tøjet indendørs.

Effektiv tørring i tørretumbler

Noget vasketøj, som håndklæder og sengetøj tåler fint tørretumbler. Sørg for at holde fnugfiltret i din tørretumbler rent. Det vil nedsætte tørretiden betragteligt. Endvidere kan du benytte tørrebolde, som sikrer god cirkulation af luft og varme i tørretumbleren.

Tørring på tørrestativ

Tørrer du dit vasketøj indendørs, forringes luftkvaliteten i rummet. Luftfugtigheden vil stige markant og tøjet vil støve og øge behovet for rengøring. I værste fald kan det medføre angreb af skimmelsvamp og husstøvmider. Husk også på at den sæbe, og evt. skyllemiddellet du bruger til tøjvask, vil forurene luften i lejligheden.

Tøj på tørrestativ  

Planlæg hvor og hvornår du tørrer dit tøj indendørs

Jo flere I bor i lejligheden, jo vigtigere er det at planlægge hvornår I tørrer tøj indendørs. Hæng dit vasketøj et sted, hvor du kan sikre konstant ventilation med et åbent vindue. Du kan med fordel hænge tøjet til tørre inden du tager hjemmefra, så det er mere eller mindre tørt, når du kommer hjem.

Det er en rigtig dårlig idé at tørre tøj samme sted, som du sover. Det er nemlig rigtig skidt for dit helbred. Hvis badeværelset er stort nok, vil det være det bedste sted. Her er som regel ventilation, og mange har også gulvvarme, hvilket vil forkorte tørretiden. Desuden er materialerne på badeværelset designet til at kunne klare den høje luftfugtighed, som tørringen vil medføre.

Hvis du ikke har anden mulighed end at tørre tøjet indendørs, er der en række gode råd, som du med fordel kan følge:

  • Sørg for god udluftning
  • Støvsug ofte
  • Hæng tøjet op inden du tager hjemmefra
  • Brug mild sæbe uden parfume og undlad skyllemiddel
  • Tør tøjet på badeværelset, hvis der er plads

Rigtig god vaskelyst ;)

 

GreenGoods bæredygtig tøjvask Pernille

 

    Kilder

    Bolius
    Idényt
    Astma- og Allergiforbundet



    Forrige blogindlæg