Mit nytårsfortsæt: Slut med kvalitetstid!

Gennem mit voksenliv, har en stor del af min identitet været defineret af mit job, og en stor del af min tilværelse har været fokuseret omkring arbejde og karriere. Det har været både spændende, udfordrende og lærerigt.

Flere gange har de virksomheder jeg har været ansat i, forsøgt at måle arbejdsglæden blandt medarbejderne, bl.a. ved at få os til at vurdere vores ”work life balance". Jeg har altid forsøgt at være 100% til stede, der hvor jeg er. Dvs., at når jeg er på job, ligger mit fokus udelukkende dér, og når jeg er hjemme, holder jeg fri, og er tilstede hos familien. Desuden har jeg, så vidt muligt, forsøgt at holde arbejdstiden til under 40 timer.
Så jeg synes egentligt at mit arbejdsliv, og min fritid, har været i fin balance.

Men trods det, har jeg altid været tynget af en dårlig samvittighed over ikke at bruge flere timer, og ikke at rejse nok med arbejdet. Og når jeg har arbejdet til sent, eller været udenbys, har jeg haft dårlig samvittighed over at overlade dagligdagens rutiner til Lars og børnene. Desuden savner jeg familien, når jeg er væk, og det nager mig, at jeg går glip af tid med børnene i hverdagen.

Derfor er det altafgørende for mig, at tiden med familien, bliver god og mindeværdig. Og at jeg fremover får meget mere af den.

Jeg tror, at mange af os arbejdende mødre falder i fælden med at tænke på tiden på denne måde. Og logikken er overbevisende. Enhver vil vel bytte hverdagens ulvetime, hvor madlavning og tøjvask kæmper med børnene om mors opmærksomhed, til fordel for en lørdag formiddag på legepladsen.

Men problemet er, at vi ikke kan klassificere tiden i "kvalitetstid" og "ikke kvalitetstid". Og vi får ikke mulighed for, på forhånd, at beslutte, hvornår det næste øjeblik af kvalitetstid vil opstå. Desuden forudsætter hele forestillingen om kvalitetstid, at vores syn på, hvad der gør tid til "kvalitet" eller "en mindeværdig stund", er den samme som vores børns forestilling. Og sådan er det nok i virkeligheden sjældent.

Måske er begrebet kvalitetstid nyttigt for nogle. Det kan tjene som en påmindelse om at få mest muligt ud af den tid, vi har, at lægge vores telefoner væk og være tilstede i øjeblikket. Men faren er, at fokus på at klassificere tiden, gør det svært at nyde daglige rutiner og gøre netop dem til den tid, som er værd at mindes. Det er trods alt den tid, der er mest af, og det er i dagligdagens rutiner, at vores børn lærer, vokser og udvikler sig.

Desuden sætter det vores forventninger til tiden med familien under et unødigt pres; Der kan opstå en utrolig følelse af skuffelse og svigt, når den "kvalitetstid" du har afsat går helt i vasken, fordi kiksen knækker på den forkerte måde, eller klodserne bare ikke vil balancere rigtigt.

At gøre op med begræbet "kvalitetstid", kan bidrage til at gøre tiden mere fornøjelig for både forældre og børn.

I min optik findes kvalitetstid ikke. Der er kun tid. Og særlige øjeblikke opstår spontant, når bare vi bruger tid. Og i takt med at vi bruger tid, vil vi skabe unikke forbindelser med vores børn, som gør at de vil vokse op og føle sig trygge, vigtige og elskede. Og efterhånden, som mange barndomsminder glider bort, er det denne følelse af forbindelse, som vores børn vil bære med sig ud i livet. 

Når jeg er sammen med mine børn, forsøger jeg ikke at tænke på at skabe minder; Jeg fokuserer på at skabe forbindelse. Jeg forsøger ikke at forvente for meget af øjeblikket. Jeg fokuserer simpelthen på at bruge tid, med de op- og nedture det må bringe. Og tænk engang; når jeg standser op, og ser mig omkring, er hverdagen, med to skønne børn, faktisk ganske mindeværdig. 

Med de ord, en lille opfordring herfra, om at bruge tiden og forvente mindre af den i 2018.

Godt nytår!

 

GreenGoods hjerte   Pernille



Næste blogindlæg