Hvordan bygger man en bæredygtig webshop?

Som du nok allerede har gættet, så er økologi og bæredygtighed temaer, som er ganske grundlæggende for mig og for min lille nystartede webshop.

Det er de, fordi jeg selv går op i at skåne miljøet mest muligt ved bl.a. kun at købe produkter, som jeg virkelig har brug for, og som er ansvarligt og bæredygtigt produceret. Samtidig forsøger jeg altid at minimere mit forbrug mest muligt, og kun smide ting ud, når enten de er slidt op eller i stykker, uden at kunne repareres. Ting jeg ikke længere har brug for enten sælges eller gives væk til nogen, som kan få glæde af dem.

Samme ideologi skal gøre sig gældende for GreenGoods; Produkterne på shoppen skal være bæredygtigt produceret under ansvarlige forhold, de skal være skånsomme overfor vores sundhed og miljøet, og så skal de være slidstærke og langtidsholdbare.

Alle udvalgte leverandører er valgt fordi, de også prioriterer lige præcis økologi og/eller bæredygtighed. Og de er valgt fordi, de kan garantere, at produkterne er behandlet ordentligt og produceret under ansvarlige forhold.

En forudsætning, når man driver webshop, er naturligvis, at alle solgte varer skal emballeres og fragtes fra mit lager og ud til alle jer, som køber varer på shoppen. Og jeg er ikke fan af plastik – faktisk vil jeg gå langt for at undgå det. Heldigvis findes der masser alternativer til de mange plastikbaserede emballageformer som plastikposer, polystyren og bobleplast.

Mine emballage- og forsendelsesprincipper inkluderer følgende:

  • For at minimere mængden af emballage, indkøber jeg mange af mine varer i større partier, og uden at de er emballeret enkeltvist. Derfor kan du opleve at modtage varer fra mig, som hverken er emballeret eller mærket med producentens mærkater. Det sker dog kun i et omfang, der er forsvarligt i forhold til varens beskaffenhed.
  • Jeg genbruger så vidt muligt al den emballage, jeg får mine varer leveret i, og som jeg i øvrigt kan få fingrene i andre steder. Så modtager du en forsendelse i emballage, som tidligere har være brugt til et andet produkt, eller som er mærket med logo fra én af mine leverandører, så ved du nu hvorfor. Langt de fleste papkasser er i ganske fin stand efter at have været brugt en enkelt gang. Så det giver absolut mening at bruge dem igen, så længe de kan holde til det.
  • Jeg sender udelukkende varer ud i genanvendelige eller bionedbrydelige materialer. Herunder papkasser og papirsposer forseglet med papirtape eller tape af 100% genanvendt plastik. Og jeg bruger generelt så lidt emballage som overhovedet muligt.
  • Jeg beskytter produkterne og fylder papkasserne med genbrugspapir, gamle aviser eller andet bionedbrydeligt eller genanvendeligt fyld, som jeg kan opstøve rundt omkring – dog ALDRIG plastik.
  • Jeg printer ikke pakkelabels, men skriver pakkekoden direkte på papkassen eller papirsposen.
  • Jeg sender din ordrebekræftelse og faktura elektronisk. Dvs. at den ikke ligger i din pakke, når du modtager den, men i din e-mail indbakke. Jeg anbefaler også at du gemmer den elektronisk, og undlader at printe den.
  • Skulle der ligge en lille hilsen fra mig i din pakke, når du modtager den, er den skrevet på genbrugspapir. Men ellers bestræber jeg mig på at kommunikere med dig digitalt, så vidt muligt.

Miljøvenligpakning


GreenGoods er medlem af Miljøvenlig Pakning, som er en sammenslutning af miljøbeviste virksomheder, der gør, hvad vi kan for at skåne miljøet mest muligt, når varer skal emballeres og forsendes.

 

At prioritere bæredygtighed og økologi har sin pris. Jeg kan ikke købe varer ind til uhørt lave priser. Og det betyder, at jeg heller ikke kan sælge dem videre til dig lige så billigt, som konventionelle shops kan. Dog tror jeg på, at de fleste efterhånden er klar over, at pris og kvalitet hænger sammen, og at du som kunde hos GreenGoods hellere vil betale lidt mere for varerne fordi du ved, at jeg påtager mig et ansvar overfor miljøet og for vores sundhed.

Og så er jeg bare glad for, at flere og flere prioriter at købe bæredygtigt, økologisk og plastfrit. Jeg bliver stolt og glad hver eneste gang, der ligger en ny ordre i min webshop. Primært fordi jeg ved, at produkterne vil gøre en kæmpe forskel – og netop det er, for mig, meningen med det hele.

Har du tips eller kommentarer til andre ting, som jeg kan prioritere, for at gøre min webshop mere bæredygtig, så må du hellere end gerne smide en kommentar - enten på min mail  pernille@greengoods.dk, eller på facebook.

Det var alt for denne gang.
Tak fordi du læste med.

GreenGoods hjerte   Pernille



Forrige blogindlæg Næste blogindlæg