Mens vi venter på foråret - hjemmelavet modellervoks

Hjemmelavet modellervoks opskrift

Mens foråret lader vente på sig, står den stadig primært på indendørshygge hjemme hos os. Mine børn elsker at lege med modellervoks. Vi kan sidde og hygge i timevis med at forme alverdens dyr og figurer. Det er en fantastisk aktivitet både for fantasien og for sanserne. Men efter en god omgang leg, opstår der dog altid et lille problem; alle farverne bliver blandet sammen til den velkendte brune masse, som er knap så sjov at lege med. Men det er der heldigvis råd for.

Når først man har haft fingrene i sin egen hjemmelavede modellervoks, og oplevet hvor nemt og billigt det er at lave, er der slut med at investere i de alt for dyre små bægere fra legetøjsbutikkerne. Desuden kan jeg ikke udstå lugten af dem, og tør slet ikke tænke på, hvad de indeholder, når de små har fingrene i dem eller lige skal prøvesmage en modellervoks-slikkepind. Den hjemmelavede modellervoks ved jeg præcist hvad indeholder, og jeg ved, at den er ganske ufarlig at have fingrene i eller smage på.

Derfor vil jeg lige dele min fremgangsmåde med dig. Det tager ca. 20 minutter efter nedenstående opskrift, som giver i omegnen af et kg. blød og lækker modellervoks.

Til hjemmelavet modellervoks skal du bruge følgende:

  • 5 dl mel
  • 2 dl fint salt
  • 2 spsk citronsyre (godkendt til levnedsmiddelbrug.
    Forlænger holdbarheden, men kan undlades)
  • 1 spsk olie
  • 5 dl vand 
  • Frugtfarve

Fremgangsmåde

Hæld alle ingredienserne (undtagen frugtfarve) i en gryde og varm det op under konstant omrøring.

Efter få minutter har massen samlet sig, og det er ikke længere muligt at røre rundt i den. Tag da gryden af blusset og lad det køle lidt af. Modellervoksen kan umiddelbart godt virke fugtig, men det ændrer sig, når den bliver kold. Når modellervoksen har en temperatur, der er til at arbejde med, hældes den ud på bordet, hvor den æltes jævn og blød.

Modellervoksen kan nu deles i mindre portioner, og frugtfarven tilsættes. Ælt grundigt indtil farven er jævnt fordelt. Oftest plejer jeg at lade børnene vælge et par farver hver. Og de synes begge det er fantastisk at få lov til at hjælpe med indfarvningen. Andre gange starter vi med at lave en rød, en gul, en grøn og en blå og herefter blande farverne. Ønsker vi f.eks. en lilla, tager vi en del af den blå modellervoks og blander lidt rød frugtfarve i, indtil vi synes farven er rigtig. På den måde kan vi blande lige så mange farver, som vi ønsker. Brun behøver vi dog aldrig at producere – den kommer helt af sig selv efter en god omgang leg. 

Når vi blander farver, taler vi altid om hvilken farver der skal blandes for at opnå den ønskede farve. På den måde bruger vi modellervoksen til at lære farverne at kende. Vi modellerer også tal og bogstaver, som kan sættes sammen til ord. Og når legetøjet fra legekøkkenet involveres, øver vi os i at rulle, hakke, udstikke og meget mere.
Hjemmelavet modellervoks ingredienser

Modellervoks kan så mange ting – og her i huset er den et sikkert hit. 

Opbevaring af hjemmelavet modellervoks

Vil du undgå at modellervoksen tørrer ud, så brug tætsluttende beholdere, som f.eks. gamle syltetøjsglas. Sætter du den på køl, kan den holde 2-3 måneder. Så længe holder den dog aldrig hos os, da den før omtalte brune masse er fremtryllet længe før det, og børnene igen efterspørger en omgang friske farver.

 Hjemmelavet modellervoks på glas

God fornøjelse

 GreenGoods hjerte   Pernille



Forrige blogindlæg Næste blogindlæg